Af Christian Hejbøl
Alt er blåt og stille. To dykkere svømmer ind i billedet. Det er unge Julija (Gracija Filipopvic) og hendes far, der fridykker med harpuner. De er på jagt efter en moræne, der har gemt sig mellem en af de mange klippeåbninger på havets bund.
Julija lever en ensom og monoton tilværelse med sin mor, Nela (Danica Curcic), og sin far, Ante (Leon Lucev). Hver dag dykker hun efter moræner med faren og drømmer sig langt væk fra den afsides ø, hun bor på. Hun vil være ung og fri, men Ante er en kontrollerende patriark, og hver sætning, han siger til Julija, er en uomtvistelig ordre.
Han beordrer hende, at hun skal tage noget ordentligt tøj på, for hans rige ven, Javier (Cliff Curtis), besøger øen for at købe et område land og forvandle det til et ferieresort.
Så forstyrres familiefreden. Javier og Nela har en romantisk fortid, som Ante forsøger at ignorere, og samtidig flirter Julija med Javier i håbet om, at han vil tage hende med, når han sejler væk fra øen igen. Farens vrede vokser – og Julija rykker endnu tættere på Javier.
Hun er resolut i sit ønske om at komme væk fra øen og gøre op med sin far. Som Javier siger til hende: ”You’re dangerous.”
Skuespillet er intenst, især i selskab Leon Lucev som Ante og Gracija Filipovic som Julija. Deres forhold indeholder en dybfølt fortvivlelse, som mærkes hele filmen igennem. Den serbiskfødte dansker Danica Curcic giver også en tiltrængt modsætning til de førnævnte fyrige karakterer med indadvendthed og melankoli.
Murina vandt debutantprisen Caméra d’Or ved sidste års Cannes-festival og er skrevet og instrueret af kroatiske Antoneta Alamat Kusijanovic. Selvom det er Kusijanovics debut som spillefilms-instruktør, er Murinas visuelle stil og tone elegant sammenbundet. Murina er ikke en film, der tager de største chancer eller forsøger at revolutionere filmmediet, men det behøver Kusijanovic heller ikke gøre. Hun får det maksimale ud af sin enkle fortælling – men man fryder sig ved at tænke på, hvad hun mon kan gøre med et endnu større budget.
Kusijanovics manuskript er tilbageholdende, dialogen er kort og naturlig, og i stedet kommer følelserne frem igennem kroppen. Dramaet fortælles ad omveje; i en bisætning, i et blik. Hver karakterer har hemmeligheder og indre ønsker, som filmen langsomt graver frem. Fortællingen forsvinder til tider i skildringerne af den rå kroatiske klippeø, som er enestående filmet af Helene Louvart. Men den fascinerende natur, det intense skuespil og kameraets kølige blik drager én ind.
Murina indeholder en klar skønhed; og under overfladen en ulmende vold. Skønheden er i det mennesketomme ø-landskab, det mørkeblå hav og kroppene, der bevæger sig i slowmotion under vandet. Volden ligger i fortidens sår, der springer op på ny, og en harpun der peger mod en ryg.
Kommentarer